Pizza, hamburgere etc.
By Torben Ulrich [1]
Forleden søndag eftermiddag blev The Underground [2], et kælderlokale med rockmusik beliggende på McDougal Street i New Yorks Greenwich Village kvarter, lukket af politiet. En 13-årige pige var blevet dårlig af LSD.
Om tirsdagen, onsdagen, torsdagen var stedet stadig lukket.
Hvad berettiger, spørger McDougal Street, myndighederne til at holde The Underground lukket på ubestemt tid. Fordi en 13-årige pige, en i den forbindelse tilfældig 13-årige pige, der har betalt en dollar for at komme ind, ikke kan tåle mosten? Som hun ikke har bedt om, bestilt, betalt, indkøbt, indtaget på The Underground. The Underground, som ikke udskænker LSD.
Hvad gør politiet, spørger McDougal Street, når en 43-årig mand ikke kan tåle mosten, alkohol-mosten, på et udskænkningssted i nærste gade. Når han bestiller mosten, når han drikker den, betaler for den, når han bestiller en omgang til, når kasseapparatet ringer, når musiken fortsætter, når han smadrer glassene, når han smadrer lokalet, trækker knivene, politiet trakker ham væk, musiken fortsætter, politiet fortsætter.
Hvilken generation betaler, spørger McDougal Street, de smadrede glas, de blødende knive, de skårede hoveder. Hvilken generation betaler, svarer politiet, for en 13-årige pige.
En 18-årig mand, Henry, rock-musiker, arbejder ikke i de dage. The Underground er lukket. Henry kender LSD. Er han så selv ude om det. Er han så eet med pigen på 13. er de så to for loven. Hvis love. Whose love. De 43-åriges?
Bob Dylan synger, i balladen om Den tynde mand, omkvædet:
Something is happening here
But you don't know what it is
Do you, Mister Jones?
Og Dylan fortsætter:
Du spadserer ind i lokalet
som en kamel og rynker panden
Du stikker øjnene i lommen
og lægger næsen på gulvet
There ought to be a law
Against your comin' around
You should me made to wear
Earphones, øretelefoner
Henry er en 18-årig musiker, der arbejder i The Underground, et kælderlokale i Greenwich Village. De betaler ham ikke tariffen, for han er ikke organiseret, fagforeningsmand. De betalen Henry og hans to kolleger for at spille et sæt på 40 minutters varighed og tyva minutters pause. De blander sig ikke i, ora de spiller 9 melodier i løbet at den tid, eller eet sykke på 40 minutter.
Nogle gange bruger Henry og hans to medspillere op til ti minuter af geven spilletid for at stemme instrumenterne. Om lørdagen, når folk kommer med for midtown og øerne, er der mennegen der siger, at man ikke kan høre, om de starsmer, eller om de er begyndt at spille, haha.
Henry spiller guitar, forstæket. Det samme gør hans kollega, han er neger. Deres mand på Fender-bas er ikke rigtig klog, men han er okey, siger Henry.
Henry spørger, om jeg er interesseret i rock & roll. Hvad slags,
spørger han.
The Underground er et lokale, hvor man betaler en dollar for at komme ind. Uligt jazzklubberne i New York, hvor bestilling af alkohol er obligatorisk, ofte et par dollars per sæt, has The Underground ingen serveringstvang. De har slet ingen servering. Medmindre man ved servering forstå en kaffeautomat, der som regel er [i uorden]. Cheetah, en rock-lokale i New York midte, har ingen spiritus, fordi [... ...]
Cigaretten-automaten i The Underground fungerer heller ikke. Men altid juke-boxen.
Hvis gæsterne i The Underground vil have servering, må de gå op ad trapede ud på McDougal Street. Hvor det vr[...] med hamburgere, pizza, kaffe, [...], orange-juice, sprit, speed, LSD.
Speed er stofferne i amfetamin-[...], Benzedrin, Dexedrin, Methedrin etc. Ferietabletterne, som vi [...] gang. Det er svært for lørdagsgæsterne oppefra, eller for politiet, at se om stamgæsterne i The Underground har spist pizza, hamburgere, speed eller LSD. Medmindre de pludselig flipper ud som en 13-årig pige.
Nogle siger flipper ud, nogle siger freaker ud.
Den dybe autoritative stemme siger i radioen: En 13-årige pige fik i aftes, i en Greenwich Village jazzklub, bersærkergang. Hun blev afhort af politiet og tilstod at have indtaget et stor dosis LSD.
I et album med to plader, kaldet Freak Out, indspillet for Verve af Mothers of Invention, lyder første vers:
Mister America
Walk on by
Your schools that do not teach
Mister America
Walk on by
The minds that won't be reached
Mister America, prøv at skjul
den indre del der er temmelig hul
When once you find that the way you lied
And all the corny tricks you tried
Will not forestall the rising tide
Of hungry freaks, Daddy . . .
Nogle gange er The Underground lukket. Selv uden politiet. Når der er åbent, koster det en dollar at komme ind. Man får ikke en billet, men bliver stemplet på den højre hånd som regel. Afhængig af hvilken man rækker ud. Forleden lørdag stod der "Void" på stemplet, ligesom blank eller åben på flyvebilletter, eller ligesom den gængse oversættelse af ordet sunyata fra sanskrit.
Forleden fredag stod der "4. juli" uden citationstegn, ligesom Armstrongs fødselsdag. Forleden torsdag stod der Auschwitz. Forleden Mother, der enten kan betyde moder, eller er en forkortelse for den obskønitet, der i Miles Davis interviews oftest gengives som mother eller motherf--. På denne måde kontrolleres den undertiden livlige trafik ind og ud af undergrunden, hvis kaffeautomat som regel er i uorden, og hvis cigaret-automat ofte er indstillet til at fungere ligesom spørgsmålet Hvad betyder DDSSGEO påmalet væggen over danske barer [3] og derfor kun giver tændstikker tilbage, når man lægger mønter i og trykker på Marlboro.
Men hvis juke-box aldrig vover at være uvirkende.
I The Underground er væggene over musikernes stade malet med dag-glo farver, i de fosforiserende kulører, der er ortodosk tapesering i de fleste af de samlingsstuer, hvor spørgsmålet "Ødelægger LSD på sukkeret kaffesmagen?" enten er en ulidelig banalitet, eller er et spørgsmål der har en existentiel funktion.
En lysbilledprojektor der er opstillet ved væggen modsat musikernes stade, sender lys mod vægfladen. Projektorens billeder er konstrueret som vekslende skyggemodstand, der ændrer vægfladens kompositioner af day-glo. Undertiden ses et fotografisk udsnit af New Yorks skyskrabere i en billedvarighed af måske 1/12 sekund. Henry og hans to medmusikere sidder med lukkede øjne. De ser ikke, at Frank Zappa kommer ind i lokalet.
Frank Zappa er chef-moderen i The Mothers of Invention. Det fortælles, at a&r folkene på Verve opfandt of Invention, fordi de ikke mente, at mødrene kunne sendes på markedet som slet og ret mødrene. Selv kunne disse ar-mænd selvfølgelig, som de selv sagde, godt tåle en obskønitet. Men hensynet til det købende publikum. De eventuelle mindreårige. Og deres eventuelle forældre.
Ornette Coleman sagde, da jeg besøgte ham i hans et-værelses bolig på 4th Street for to et halvt år siden: "Nu har jeg 11 LP'er på markedet, elleve, og alligevel bliver jeg smidt ud af dette sted med lokum i gården." Coleman havde dengang ikke til huslejen.
Modrene har næsten ikke arbejdet siden de, fordrevet fra Los Angeles, kom til New York omkring årsskiftet. Men hele Greenwich Village synes at vente på deres næste LP. "Vi har omkring 50 mennesker rendende her hver dag for at spørge, hvornår den nye Mothers plade kommer," sagte en forhandler i kvarteret.
Var det ikke Charles Mingus der sagde: Hele byen venter på Birds nærste plade. Så de ved hvad de skal spille i morgen.
Ingen siger, at mødrene er Bird.
Mens Henry og hans medmusikere sidder med lukkede øjne, med Fender-bassen højt opskruet, let overstyret, sidder Frank Zappa midt i det blinkende lys og hører efter.
Kritikeren Richard Goldstein siger at Freak Out er en skændsel (mod mødrenes reelle kunnen), men at den følgende plade, Absolutely Free, giver et bedre billede.
Guitaristen Lou Reed, fra Andy Warhol gruppen Velvet Underground, skriver, at "det er en obskønitet at give Robert Lowell noden form for digter-pris. Ditto at bekymre sig om Ezra Pound. Og Yale Press poesi serien. Universiteterne are meant to kill. Fire år til at dræbe dig i. Og hvis du ikke forlænger dit besøg, venter indkaldelsen, skabt af og for gamle mennesker, på at dræbe dig. Dræbe dine instinkter, din kærlighed, din musik, indkald kun dem over 40. Det er deress krig, lad dem dræbe hinanden.
En eftermiddag kommer Henry over til hotellet, og jeg spiller Albert Ayler for ham. Han har aldrig hørt (om) Ayler. Han kender Ornette Coleman lidt, men ikke Cecil Taylor. Han kender mødrene ud og ind. Han siger, at han ikke var klar over, at Frank Zappa sad i lokalet. Han spurgte, er du sikker på det. Jeg sagde, nej, jeg kender ham overhovedet ikke.
Olav Bennike fra Metronome pladeselskabet på Vibevej modtager prøveplader af market Impulse med John Coltrane, Sonny Rollins etc omtrent samtidig med amerikanske distributører. En plade anmeldelse kan ligge klar i Store Kongensgade flere måneder før den når gennem møllen på New York Times. Men jeg sidder på en stol i The Underground, hvor formentlig ikke en eneste, ikke een, i det fyldte lokale (75 hoveder) på en tilfældig hverdagsaften er ubekendt med viskningen af LSD. Deri, alligevel, distanten til København.
Et hoved er en forkortelse af syre hoved, acid head eller A-head. Acid er en forkortelse at lysergsyre diethylamid, der forkorten LSD. Af hvad, spørger McDougal Street er LBJ en forkortelse.
Som Frank Zappa, hvis det er ham, sidder og høver Henry spille beat musik uden beat, uden fast beat, kommer jeg til a nendes en situation for et par år siden. Jeg sammenligner dem ikke, jeg mindes blot situationen. [... Fragmentary text mentioning John Coltrane, Albert Ayler, Pharoah Sanders, Ornette Coleman, The Black Arts, The Velvet Underground, King Curtis, Rasheid Ali, Cecil Taylor ...]
Når Henrys gruppe er [færdig med deres] sæt, går juke-boxen på The Underground straks igang Rolling Stones, Jefferson Airplane, The Who, The Blues Project, Spencer Davis, Mamas, Papas. Hvid musik. I alle besøgene i Underground kun set et par negre. Når juke-boxen spiller, synger alle med. På hver eneste linie på hver eneste plade. Efter 20 minutters alsang med tunge taktslag, klar til Henry, klar til mulighed for experimentel rock-musik, hvis fødsel og opvækst såvist er næret af safterne i the black arts, men hvis senere mere bevidste hentekilder kan ligge i Tyskland, Stockhausen, i Frankrig, Varèse, i Amerika, Lenny Bruce, i Indien, Ali Akbar, i England, Stones, i Japan, Zen, i Irland, James Joyce, i Amerika, John Cage, i Holland, Provo, i Danmark, Chris Jorgensen, i Amerika, Bob Dylan, i Amerika, Spike Jones.
En Henry og fortrinsvis his pop-rock voksende poler i et nyt fællesskab, måske en tredie åre i Vestens musik, en skare elektroniske musikere, for hvem Charlie Parker ikke er en uundgåglig forudsætning, for hvem John Coltrane ikke er samme tålmodigt tilbagevendende blod-donor, for hvem Cecil Taylor måske endnu kun er et navn, for hvera Albert Ayler måske ikke engang det. Er du interesseret i rock & roll, spørger Henry, hvilken slags.
Således opstår, så småt, er ny klasse arbejdsløse, måske mødre, hvis plader sælges længselsfuldt på udgivelsbolagen, så vi ved, hvad vi skal spille i morgen. Eller hvis plader slet ikke indspilles.
En ny klasse, hvis bopæl mangler såkaldt rindende vand. For hvem rindende vand måske i en vis forstand er mindre afgørende end for Ornette Coleman og Cecil Taylor. Fordi de har haft det derhjemme, hos LBJ, til overflod.
Som Zappa synger:
Og alle de cornyé tricks du prøver
Vil ikke forhindre den rejsende tid, din røver,
Af sultne freaks, farma-ma-mand.
1. Torben Ulrich (4 October 1928 – 20 December 2023) was a Danish writer, musician, filmmaker, and professional tennis player. He was the father of Metallica drummer Lars Ulrich.
2. The Underground (117 McDougal St.), launched in 1967, was just a couple of blocks from the Garrick Theatre (152 Bleeker St.), where the Mothers were performing. (On McDougal St. see also Urbanohio).
3. In Danish: DDSSGEO, den der spørger, skal give en omgang!
Read by OCR software. If you spot errors, let me know afka (at) afka.net