Historien om en plade – eller: Da verden begyndte at flippe ud
By Jens Jørn Gjedsted
I 1966 ud sendtes i USA en LP, som på mange måder var en revolution. Musikken, som endnu på det tidspunkt blev klassificeret som »popmusik«, pladecoveret, gruppens udseende og hele image, det, at det var en dobbelt-LP, etc., etc., rystede USA langt ud over det pladekøbende publikum.
Pladen opfordrede unge mennesker til at forlade skolerne og til at flippe ud. Kender man historien om »blomsterbørnene«, hippierne osv., vil man vide, at USA i de følgende år blev skueplads for store sociale omvæltninger og uden at påstå, at »Freak Out« var skyld heri, er det sikkert ikke for dristigt at antyde, at den i det mindste var medskyldig.
For forhistorien – eller hovedpersonen, Francis Vincent Zappa's forhistorie må nødvendigvis med for at give et rimeligt grundlag for denne markante pladeudgivelse.
Det må siges, at de oplysninger, som kan samles sammen om Zappa's yngre dage, er så modstridende (selv hans egen hukommelse strider af og til mod al historisk rimelighed – eller gør det måske med vilje ... ?), at historien nok skal betragtes med et gran af sund skepsis.
Men bortset fra det, er det en god historie .....
Fra Baltimore til Mojave-ørkenen
Født 21/12 1940, Baltimore, Maryland, USA. Forældre, siciliansk/græske – velstående, middelstand – faderen ingeniør inden for metallurgi, ballistik – matematiker og udgiver af en bog om gambling .... Moderen sandsynligvis bibliotekar. Senere to brødre og en søster. Familien flyttede 1950 til Californien. 1950-53 bosat i Monterey. Frank får relativt få kammerater, fordi familien flytter en del rundt, men begynder at spille trommer i et skoleorkester omkr. 1951. Familien flytter i 1953 til Pomona og i 1954 til San Diego, hvor han (Z) spiller med et rhythm & blues band.
I 1954 læser Z i tidsskriftet »Look« om en komposition af den fransk/amerikanske komponist Edgar Varese, »Ionization«, og leder derefter efter pladen i et år, før han finder et eksemplar, som har været brugt til Hi-Fi-demonstration. Trods moderens protester lytter han til den flere gange om dagen og forsøger at skrive musikken ned. »Jeg vidste ikke, hvad timbre var – og havde aldrig hørt om polyfoni. Jeg kunne bare lide musikken, fordi jeg syntes, den lød godt. Jeg tvang alle og enhver til at komme og høre den.« Han markerede de bedste steder på pladen med kridt, så han ikke behøvede at kede sine venner.
Til sin 15-års fødselsdag får han 5 dollars af sin mor, for hvilke han ringer til Varese i New York. Denne fortæller ham, ifølge »No Commercial Potential«, at han arbejder på et værk med titlen »Deserts«. Ifølge »Musikkens Hvem Hvad Hvor« var »Deserts« færdigskrevet i 1954 (!). I de kommende år samlede Z alt, hvad han kunne finde om Varese og »Ionization« og »Integrales«, skrevet i midten af 20'eme, blev en stor inspirationskilde for ham. Han opfattede V. som den bedste af alle komponister og inspireret af V.'s forkærlighed for slagtøj, var Zappa's første musikstykke – »Mice« – netop skrevet for slagtøj til en konkurrence, da han spillede i et junior high school slagtøjsensemble.
Zappa-familien flytter 1956 til Lancaster i Mojave ørkenen, hvor han går i Antelope Valley High School, hvorfra han tager eksamen i juni 1958. På Antelope Valley møder han Don van Vliet; senere Captain Beefheart. Zappa siger selv, at han også mødte det senere Mothers-medlem James Sherwood, kaldet »Motorhead«, på Antelope, mens andre kilder siger 1964 andetsteds (omtales senere).
(I det hele taget må bogen »No Commercial Potential« siges at være fuld af groteske modsigelser, og selv om den tilsyneladende er skrevet af en, som ved besked om Zappa, må den betragtes med største skepsis. Den roder rundt i Zappas alder og bopæl og nævner begivenheder på tidspunkter, hvor de ikke kan have fundet sted. Så kan Zappa ihvertfald ikke være født i 1940 .... !! .... ).
Zappa siger, at »Motorhead« spillede baritonsax i The Omens, men fortæller et andet sted, at han og de øvrige i Mothers of Invention på det nærmeste lærte ham at spille sax i slutningen af 60'erne.
Men The Omens var en udløber af The Blackouts, hvor både Zappa og van Vliet var med omkring 1956. van Vliet fortsatte senere i The Omens, som spillede rhythm & blues. De øvrige medlemmer kom senere med dels i Mothers og dels hos Capt. Beefheart. Don van Vliet, som først tog navnet Capt. Beefheart i 1964 – og Z. lyttede til plader efter skoletid og kørte rundt i van Vliet' s gamle Oldsmobile for at kikke efter piger.
(Capt. Beefheart, Kbh. 1972: »Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at lægge sag an mod ham .... Alt hvad han nogensinde har lavet, er mine ideer, som han har stjålet.«).
De planlagde at lave en gruppe med navnet The Soots og en film, »Capt. Beefheart versus the Grunt People«, men ingen af delene blev til noget.
Omkring 1956 var Z allerede på kant med det etablerede – havde moustache og bakkenbarter, hvad der i USA på det tidspunkt næsten var uamerikansk. Han eksperimenterede med lysshow og film – og skiftede i øvrigt til guitar som 18-årig. I 1959 flyttede han hjemmefra, da familien atter flyttede teltpæle – dennegang til Claremont. Han fandt sig en lille lejlighed i Los Angeles, hvor han forsøgte at leve af at skrive musik til 3. rangs westerns – f.eks. »Run Home Slow«. Det gav ikke mange penge og på grund af et mavesår, han havde lidt af i nogle år, flyttede han hjem igen. Han lod sig indskrive på Chaffee Junior College i Alta Loma, hvor han bl.a. fulgte et harmoniserings-kursus. Han afbrød flere gange studierne og deltog også i et kompositionskursus på Pomona College.
Som 20-årig giftede han sig (ægteskabet varede i 5 år) og ernærede sig iøvrigt som hyggepianist i 10 måneder. Han boede nu i Ontario (stadig Californien) og begyndte i juni 1961 at komponere musik til filmen »The Worlds Greatest Sinner«, Noget af den blev indspillet med en rockgruppe i november og noget med et 20-mands kammerorkester i beg. af december. Senere samme måned indspilledes resten af musikken med et 55-mands symfoniorkester. Den skal være blevet optaget med to mikrofoner og derefter mixet sammen i mono. Optagelserne eksisterer endnu – men Z fik aldrig nogen penge for musikken. På det tidspunkt spillede han selv guitar, vibrafon, trommer og piano. Han havde endvidere et job som art director i et firma, der fremstillede lykønskningskort, skrev 12-tone musik – og spillede i bands som: Joe Perrino and The Mellotones og The Boogie Men. I 1962 var han med i et Steve Allen Show, hvor han »spillede på cykel« med trommestikker og basbue .....
I Ontario benyttede han sig af adresserne: »Aleatory Music« og »Frank Zappa Music«. I september 1963 fik han afslag fra Dot Records på en indspilning, han havde gjort med Don van Vliet, der sang »Slippin' and Slidin'«. Samme år kom »Run Home Slow« op igen i en ny version og Z fik pludselig nogle penge, han havde haft til gode siden 1959. I 1964 køber han et studie i Cucamonga, noget indspilnings- og filmgrej og en rigtig elektrisk guitar (hans første, som han siger, han ikke kunne spille rigtigt på). Han fik bl.a. et hjemmelavet 5-spors optageapparat med mixerpult til monooptageiser. Studiet blev kaldt »Studio Z« og på facaden reklamerede han med optagelser for 13.50 dollars i timen. Han tilbød også at optage TV-film.
Optagelser fra Run Home Slow (med bl.a. et tema, som foregriber passager på LP'en »Absolutely Free«) – optagelser fra »Studio Z« i Cucamonga og brudstykker af »I Was A Teenage Maltshop«, som Zappa forsøgte at sælge til pladeselskaberne i begyndelsen af 60'erne (også her er der tidligere musikalske forløbere for »Absolutely Free«) findes på div. her til lands sjældne albums. Zappa har selv talt om at udgive noget af musikken.
The Muthers
Ved siden af studiet spillede Z sammen med en bassist og en trommeslager – hovedsageligt for mexicanske landarbejdere – i et band som blev kaldt The Muthers. I Cucamonga boede Euclid James »Motorhead« Sherwood sammen med et par piger og de fik et vist samarbejde med Zappa. Studio Z var ikke yndet af myndighederne på grund af de mange mærkeligt udseende mennesker omkring det og ved på snedig vis at lokke Z til at lave et bånd med frække sex-lyde (som han selv indspillede sammen med en pige), fik de ham arresteret. Han fik 10 dages fængsel og tre års betinget i hvilken periode han ikke måtte være sammen med en pige under 22 – undtagen i selskab med en »ansuarlig voksen«.
Senere blev Studio Z revet ned, fordi vejen skulle udvides. Captain Beefheart var nu begyndt at spille offentligt med sit band, The Magic Band.
The Mothers
I Los Angeles stødte bassisten Roy Estrada på trommeslageren Jimmy Carl Black hos en pantelåner og derefter besluttede de at starte en gruppe – The Soul Giants. Sammen med sangeren Ray Collins spillede de bl.a. på »Broadside« i Pomona, men de fik vrøvl med deres guitarist. Ray Collins, der tttlligere havde skrevet sange sammen med Frank Zappa (bl.a. »Memories of El Monte«, der blev udsendt på en single med gruppen The Penguins) foreslog, at de skulle tage ham med, da han netop var flyttet til L.A.
Zappa overtog i virkeligheden gruppen og de spillede nu på »Red Flame« i Pomona, »The Schack« i Fontana og på »The Tom Cat« i Torrance. Nu hed gruppen Captain Glasspack and His Magic Mufflers, indtil den kom tilbage til »The Broadside«. Her tog de navnet »The Mothers«. Zappa siger selv, at det skete tilfældigt – på »mors dag« ..... Udover Zappa, Collins, Jimmy Carl Black og Estrada, spillede David Coronado sax i gruppen.
Freak scene L.A.
Almindeligvis har vi på disse kanter hørt om San Francisco som smeltedigel for den kultur, som gav sig udtryk i »Flower Power«, drug-kulturen, hippies etc., etc., men Los Angeles var medio 60'erne et nok så interessant sted – og måske i virkeligheden inspirationen for San Franciscokulturen. En af initiativtagerne til den bevægelse, hvor dans og rockmusik revolutionerede scenen i San Francisco, Luria Castell, havde hørt The Lovin' Spoonful på »The Trip« i L.A. – en af de første rocknatklubber, hvor dans var tilladt i 1965. Hun mente dog, at L.A. var »super uptight plastic America«. »We want to bring in the artistic underground, use light machines, boxes projecting a light pulse from the tonal qualities of the music .... «
Sammen med en flok mennesker, der kaldte sig »The Family Dog« iscenesatte hun de første rock 'n' roll dance concerts i San Francisco (m. Jefferson Airplane o.a.) i oktober 1965.
Denne bevægelse væk fra folk-klubber og coffee-houses og til dansehallerne var selvfølgelig tæt forbundet med den elektriske musik – Beatles og hvad. dermed fulgte – Byrds, Dylan's elektriske band – Lovin' Spoonful og på den anden side den stigende uro blandt unge – protestbevægelserne – trangen til store fællesmanifestationer.
Hovedfigur i det hippe miljø i Los Angeles var nok kunstneren, danseren, freak'en, etc., Vito, som fra de tidlige 60'ere var midtpunkt. Hos ham kom folk som Lenny Bruce, Allen Ginsberg, ja selv Donovan, og han var altid omgivet af unge mennesker i smukke, farverige klæder – freaks og ikke mindst danseren Carl Orestes Franzoni, som Zappa senere beskrev i sin »Hungry Freaks Daddy«. Franzoni havde et band – The Wild Flowers – men han spillede ikke selv noget instrument. Han ledede det, dansede og slog tamburin. En af Lenny Bruce's veninder beskrev bandet således: »Jeg plejede at betragte dem – de var virkelig spændende, fordi ingen af dem anede, hvad de gjorde. Det var meget primitivt – der skete noget med dem.«
Frank Zappa skal i 1966, da han og The Mothers blev regnet for noget af det mest udflippede, have sagt til Franzoni, at han ville ønske, at han og Mothers turde gøre de samme ting som Wild Flowers – »... we're too professional. You guys have a certain freedom that we can't afIord.«
Men i sidste halvdel af 1965 var The Mothers bare et temmelig almindeligt rhythm & blues band og tingene var først ved at begynde at ske. Man var begyndt at tale om psychedelia og bare ordet Byrds blev nævnt, strømmede folk til. Den elektriske musik – rock, blues, folk – var altsammen i den store kogende gryde.
Zappa havde fyret Coronado, som kun spillede for at tjene penge – og som spillede hvad som helst – og Mothers forsøgte at hutle sig igennem. Rhythm & blues var ikke lige sagen – og nu skulle musikerne pludselig have langt hår. Zappa prøvede forskellige nye musikere – Henry Vestine (senere Canned Heat), Jim Guercio (senere producer for Chicago), Van Dyke Parks og Mac Rebennack (bedre kendt som Dr. John), men ingen af dem blev i bandet. Kim Fowley var med i bandet i seks uger.
Men langsomt begyndte Mothers at komme ind i freak-miljøet i L.A.
Suzy Creamcheese – what's got into you?
Pamela Zarubica fra Inglewood (Californien) opdagede først rockscenen efter at have set en TV-udsendelse med The Lovin' Spoonful. Senere traf hun ad omveje Phil Spector via en veninde, der senere blev gift med John Densmore fra Doors bla, bla, bla.
– Og senere igen en af Lenny Bruce's venner og Tim Hardin, der sang rundt omkring i L.A.s klubber. Gennem deres bekendtskabskreds løb hun ind i Frank Zappa – og i den første tid kaldte hun ham Omar, fordi hun syntes, han lignede Omar Shariff.
Da Zappa og Mothers havde premiere på The Trip, sad hun i lokalet og hørte dem spille »Brown Shoes Don't Make It« og »Help I'm A Rock«. Derefter blev hun sammen med gruppen og fik navnet Suzy Creamcheese. For Zappa var hun en legemliggørelse af middelklasseteenageren i USA.
Hun udtalte i 1971 til tidsskriftet »Playboy«: »Mothers var vanvittige. Du kan se det på deres tøj. En af dem går med perler – og de lugter allesammen. Vi ville have dem til at spille til dans efter en baseball kamp, men min bedste ven advarede mig – »man ved aldrig, hvor mange af dem, der dukker op« ..... og ingen i min skole kan lide dem .... især ikke efter min lærer fortalte, hvad de ord, de synger, betyder.« Det skal nok ikke helt tages for pålydende på det tidspunkt, men Pamela Z. gik ihvertfald på College i den første tid sammen med Mothers.
I november 1965 spillede Mothers på »The Whiskey«, og de var nu sammen med Vito og Franzoni en vigtig del af undergrunden. De kom med i filmen »Mondo Hollywood«, som handlede om den obskure L.A.-scene – og her blev de opdaget af Herb Cohen.
Efter at de havde spillet på div. »Go Go«-barer, skaffede han dem job på »The Action« i Hollywood, hvor de 6-7 måneder tidligere ikke kunne få job, fordi de ikke var langhårede nok. De spillede i violette skjorter og sorte hatte. Senere på »The Trip«, som var det bedste sted – og på »Whiskey A-Go-Go«. På »The Trip« spillede de »Help I'rn A Rock«, men folk dansede ikke på grund af talesekvensen i midten.
Herb Cohen var tidligere arrangør af koncerter med folk som Pete Seeger og The Weavers og i det hele taget på folk-scenen. Han præsenterede det nye navn Lenny Bruce i 1959, men blev senere arresteret sammen med Bruce. Derefter rejste han til Europa – og senere til Congo, hvor han transporterede våben for Patrice Lumumba ... (!). Derefter til Europa igen (bl.a. København) – og tilbage i L.A. 1963. Senere i New York var han manager for The Modem Folk Quintet og Judy Henske. 1965 tilbage i L.A.
Cohen og en ung producer fra MGM/Verve – Tom Wilson, der havde produceret Bob Dylan, Velvet Underground, Ritchie Havens, Cecil Taylor og Simon & Garfunkel – tilbød Zappa en pladekontrakt.
Fem dage efter blev The Mothers fyret fra »The Whiskey«, fordi de havde sagt »fuck« på scenen.
Freak Out
(»Freak out – a process whereby an individual casts off outmoded and restricted standards of thinking, dress and social etiquette in order to express creatively his relationship to his immediate environment and the social structure as a uihole.« Frank Zappa 1966).
Bortset fra Bob Dylan's »Blonde on Blonde«, var »Freak Out« det første dobbeltalbum inden for popmusikken.
Verve forlangte, at gruppen udvidede sit navn med »of Invention«, da selskabet fandt »The Mothers« for frækt. På det tidspunkt var ordet »motherfucker« nok det værste af alle ord i USA, og da det ofte bliver forkortet til »motherf« var »The Mothers« kræs for »dirty minds«.
Navnet kan også være hentet fra et Shahespeare-citat »Necessity is the Mother of Invention«, som vel nærmest må oversættes som »Nød lærer nøgen kvinde at spinde«.
The Mothers of Invention indspillede »Hungry Freaks Daddy« – alle de corny tricks Mr. America prøver at klare sig igennem med, er ikke tilstrækkelige til at standse den voksende flodbølge af »hungry FREAKS« – »The left behinds of the Great Society«. Fra Varese har Zappa hentet den dominerende brug af slagtøj – her trommer og vibrafon. Sangen er som nævnt skrevet til Carl Franzoni. »I Ain't Got No Heart« – som tekstmæssigt står i stærk kontrast til det musikalske arrangement. Teksten er lige så tåbelig som en af de 50'r popsange, Zappa har et sært ambivalent forhold til – mens musikken er elegant skrevet, domineret af slagtøj – pauker, marimba mm., og med horn og strygere tilføjet den ordinære Mothers-besætning. »Who Are The Brain Police« – en uhyggelig sang i et uhyggeligt musikalsk regi. Titlen har egentlig ikke noget med sangen at gøre – Zappa fortæller selv, at han, mens han var ved at skrive sangen »Oh No I Don't Believe It«, pludselig havde en fornemmelse af, at nogen stod bag ved ham, hvorefter det pludselig var klart for ham, hvad han skulle skrive – hjernepoliti!?? Men sangen stiller spørgsmålene, hvad vil du gøre, hvis al plastic'en og forkromningen smelter – og hvis etiketterne falder af – hvis alle dine venner er af plastic og krom og bare smelter .... ? Det er et tema, som Zappa nok så meget dyrker på Mothers' næste LP, »Absolutely Free«, hvor han beskæftiger sig meget med amerikanerne som »plastic people«.
»Motherly Love« om den overdrevne amerikanske moder-dyrkelse – »Your mother's gonna love you 'till you don't know what to do«. Sangen kan opfattes som en slags commercial for moderkærlighed; »Hvad du har brug for er simpelthen moderkærlighed – kom og få noget mo derkærlighed ..... «
»Wowie Zowie« er tegneserieboble-pop om drømmepigen – "Wowie Zowie baby love me do, Wowie Zowie baby and I'll love you too, Wowie Zowie baby I'll be true« – og kærligheden er grænseløs – »I don't even care ifyou shave your legs!« Sangen minder om de ting, Zappa senere indspillede på albummet »Ruben and The Jets«.
»You Didn't Try To Call Me« er igen en sang om ulykkelige teenage-drømme. Hun har ikke ringet til ham – og han har endda været ude og vaske bilen og endda grundet højre forskærm en gang til ..... Sangen slutter med hans indignerede protester, talt hen over musikken – »I thought you were my teenage-thrill – I thought you were my teenangel, man!«
»I'm Not Satisfied« handler måske om den frustrerede ensomme amerikaner, der ikke føler sig accepteret nogen steder, og »You're Probably Wondering Why I'm Here« er igen om de svære teenageproblemer – »You're probably wondering why I'm here – and so do I – so do I ... «
På den originale amerikanske udgave – et dobbeltalbum til en plades pris, så det kunne appellere til teenagerne – findes endvidere tre melodier, som ikke var med på det europæisk udsendte enkelt-album, nemlig »Go Cry On Somebody Else's Shoulder«, »How Could I Be Such A Fool« og »Anyway The Wind Blows«.
Sjovt nok er det også pladens mest ordinære ting, så trods det, at man ikke turde udsende »Freak Out« som dobbeltalbum i Europa, turde man altså nok udsende den skrappeste musik. Hele problematikken omkring de uartige ord – »fuck« – »mother« etc., findes selvfølgelig heller ikke uden for de engelsk-sprogede lande. Endelig bør man nok erindre, at en dobbelt-LP, ihvertfald i Danmark, på det tidspunkt kostede det dobbelte af en plade (i 1967 2 x 39,50).
De hidtil nævnte numre fandtes på dobbeltalbummets første plade. På den anden fandtes den fulde udgave af »Trouble Comin' Every Day«, som i den europæiske udgave var beskåret med over 3 1/2 minut. Der var simpelthen fjernet nogle vers.
Zappa fyldte studiet med freaks, som bortset fra visse retningslinier, som han havde noteret på en stor rulle brunt indpakningspapir, kunne gøre, hvad de ville. Sangen, hvis tekst er aftrykt inden i coveret til »Roxy & Elsewhere« (1973/74), handler om urolighederne i den sorte Watts-ghetto i august 1965, hvor 30 blev dræbt, 450 såret, 1800 fængslet og hvor hele bydele stod i brand. Vito og Franzoni dansede og sang, mens andre råbte og skreg og løjerne fortsatte i »Help I'm A Rock«, et langt, dadaistisk orgie, hvis lige næppe findes inden for, hvad man kan kalde psykedelisk rock.
It's a drag to be a rock
»Rock« er slang for en dumrian, udskud – eller et andet ord for freak – sandsynligvis afledt af »rockhead«, Forl~bet starter med en solid, rytmisk monoton bund, hvorover sætningen »Help I'm a Rock« gentages. Hen over det ævler og laller mødrene (»Sings in some foreign languages« siger covernoterne om trommeslageren Jim Black). »It's a drag to be a rock ... «, » ... I even like to be a policeman «, »... if I practice ..... I could be a policeman ...«, »... help I'm a cop, help I'm a cop .... «, »It's a drag to be a cop – I'd rather be a mayor .... « osv. (delvis citeret efter hukommelsen). Lighederne med Varese's musik, trods undertitlen »In Memoriam Edgar Varese« på anden del af forløbet, er ikke udprægede, men de dybe rovdyrbrøl-agtige lyde og selve den løse form minder en del om netop Varese's kompositioner fra 20'erne – ikke mindst »Ionization«.
Rock/cop-snakken munder ud i et orgiastisk (orgastisk?) stemme-flip, som – hvis de er optaget på en gang – er enestående, fordi stemmerne ligger i niveauer over og under hinanden. Lydene minder til forveksling om mågeflokkes skrig og de er akkompagneret af håndklap og en enkelt lilletromme.
Så kommer forløbets clou – »It Can't Happen Here« – igen løseligt citeret: »It can't happen here – I'm telling you my dear – that it can't happen here – because I've been checking it out – da, da, da, da – I checked it out a couple of times, baby – that it can't happen here – it's important that you believe me ..... «
– og videre:
»Could you imagine – that they would freak out in Kansas? (kor:) Kansas, Kansas, do-do, do-do, do-do – Could you imagine – that they would freak out somewhere in Minnesota? (kor:) Mi-mi-mi-mi-mi« (hvorefter det hele bryder sammen).
Så følger et freeform klaverspil, som vel også har sin oprindelse i' Zappas lytten til europæiske komponister. Men ikke nødvendigvis Varese.
»Could you imagine, that they would freak out in Washington D.C. (kor:) A.C. – D.C. – A.C. – D.C. (vekselstrøm – jævnstrøm, sic.), hvorefter alt igen bryder sammen i et stemmeorgie, hvor Zappa's stemme lige kan opfattes: »It can't happen here – everybody's safe – everybody's clean – it can't happen here – we've gotta get a TV-dinner – it can't happen here.«
Så følger afslutningen, som er temmelig uforståelig, hvis man søger en direkte mening, men satiren er klar nok: »I remember Do-Do, I remember Do-Do, they had a swimmingpool« (gentages) »– and they thought it couldn't happen here. They were so sure it couldn't happen here.«
Så afbrydes forløbet brat af Zappa's spørgsmål: »Suzy?« (Svaret, som gives af en mandsstemme, forsvinder i et ekko-flip af stemmer), og videre: – "You just got to town – and we've been very interested in your developement ...«
– Og hertil svarer Suzy Creamcheese:
»Forget it!«
– Og et sidste »It can't happen here-e-e-e- ...« forsvinder i et metallisk ekko.
Selvfølgelig kan et forløb, der i den grad bygger på lyd ikke gengives på tryk, men man kan måske få et indtryk af de ord, som rystede USA. Form og ord er mesterligt sat sammen, og hvis det er et billede af, hvad der foregik på L.A.'s freak-scene på det tidspunkt, må der have været tale om fantastiske forestillinger – ikke mindst hvis de endog har været kombineret med lys.
It's happening man – crazy man ...!
»The Return of The Son of Monster Magnet« angives at være en »Unfinished ballet in two tableaus« – »1. Ritual dance of the child killers, 2. Nullis Pretii (No commercial potential)«.
Hvor meget man skal lægge i disse undertitler, er nok et spørgsmål, ligesom meget andet sagt og skrevet af Zappa. (Første del af »Help I'm A Rock« kaldes »Okay To Tap Dance«!!).
Det starter med følgende dialog:
»Suzy?« – "Yes« – »Suzy Creamcheese?« »Yes« – »This is the voice of your conscience baby .... I just wanna check one thing out .... « – » What?« – "Suzy Creamcheese, honey, what's got into you?« – og derefter kører dada-maskinen igen -meget lig dele af »Help I'm A Rock« – rovdyr- og måge-lyde – nonsens-snak – støn og klagen. Der er ikke egentlig tale om elektroniske lyde – det meste er stemmer og lyde frembragt ved pizzikering af strenge inde i et flygel. Under det hele kører en monoton trommerockrytme og der er ikke andre instrumenter. Orgiet ender via nok et mågeskrigs-agtigt klimaks i en statisk tilstand – post-orgasme eller i en tilstand nær det klare lys. »It's happening man – crazy man – it's happening man«, messer en sløv stemme og andre: »Higher – faster« underlagt orgasme-lyde og ævlen i vrøvle-orientalsk sprog. Det ligner også »tjalde-snak« og det er intet under, at 1966-USA var forfærdet. Mødrene og venner leger med ordet »creamcheese« og »balletten« slutter med bånd, der bliver afspillet for hurtigt (noget Zappa senere har brugt i store dele af sin musik) og freeform-klaver – hvorefter stykket ender brat.
Teknisk er »Freak Out« ikke fantastisk, men selvfølgelig et produkt af den tids formåen. Stereo-effekten var overvældende, da pladen kom frem, men i dag virker den yderst primitiv med lydbillederne ret skarpt adskilt i de to kanaler. På de mere almindelige 'rocknumre er der megen forvrængning og sangen på »Brain Police« pisker fra kanal til kanal på den europæiske udgave, hvorimod den står »stille« på den amerikanske.
Men trods den primitive lyd, målt med 1976-øren, er albummet et mesterværk, som ikke har tabt i styrke i de mellemliggende år. Musikalsk er det næste album – »Absolutely Free« – mere interessant, men som billede af et avantgardemiljø, der tog rockmusikken til sig og gjorde den til et slagkraftigt redskab for satire og verbal udfoldelse, er »Freak Out« enestående.
It is in a class by itself – if it can be classified
– skrev en anmelder om dette sensationelle album – og det var ingenlunde ment positivt. »De behøvede ikke at have gjort sig den ulejlighed«, siger han i sin kommentar til udgivelsen. Anmelderen fatter heldigvis ingen dybder i tekst og musik, men klassificerer albummet som støj og »horror«. En anden anmelder mente, at man kunne kalde det »surrealistiske malerier tilsat rnusik«, men sluttede: »If anyone owns this album, perhaps he can tell me what in hell is going on.« Radiostationerne nægtede at spille det, og pladeforretningerne i sydstaterne ville overhovedet ikke have med det at gøre. At Mothers endog spillede på det at være freak – grim (»ugly«) gjorde selvfølgelig ikke sagen bedre – set fra »the plastic people«s synspunkt. Medlemmerne af gruppen var relativt gamle i forhold til datidens popgrupper og fik hurtigt sat etiketter som »frygtindgydende« og »ildelugtende« (hvad alle musikere er, når de har spillet og svedt ... ). Alligevel solgte albummet som varmt brød – 180.000 ekspl. fortalte Zappa, da han var i København i august 1967 – »uden at være spillet på radiostationerne«. Det havde da solgt ca. 1000 ekspl. i Danmark. Det blev udsendt i USA ca. juli/augst 1966, men først i Danmark i april 1967.
Om »Freak Out«s cover sagde Zappa i 1968 i et interview til tidsskriftet »Rolling Stone«: »... the interior of the F,O.-album made me vomit. The exterior packaging was pretty much under our control. That was all carefully planned merchandising there. At the time the packaging was being completed on that record, I was in Hawaii. I didn 't give it to an expert. The result was a really ugly piece of graphic art. Some of the worst reproduction work I ever have seen. Some of the pictures that were produced – the picture in the lotoer right hand corner? – it is a great panorama of all those people. They shrank it down og stuck it in the corner. I screamed all over the place.«
I hear the sound of marching feet
Efter indspilningen af pladen i januar 1966 tog Mothers til Hawaii for at forberede den næste LP.
Den 23. juli afholdtes GUAMBO – L.A. Free Press' »Great Underground Arts Masked Ball and Orgy« i The Danish Center i L.A. 2000 mennesker deltog i et virkeligt »freak out« med lysshow, undergrundsfilm, action painting – og ikke mindst dans til The Mothers, som midt i dette udflippede sceneri af dansende udstyrede med masker og blomster, optrådte med fem korthårede musikere fra musikerforbundet med noder – og i smoking. Dertil Franzoni og Vito-danserne – senere kendt som nogle af »The Mothers Auxiliary« fra »Freak Out«.
Mere i koncert-regi var koncerterne i september og oktober i The Shrine Auditorium i Santa Monica, hvor M.O.I. optrådte med psychedelisk lys og sammen med bl.a. The West Coast Pop Art Experimental Band (der senere bl.a. indspillede »Help I'm A Rock«), The Mugwumps (senere delt i The Mamas & Papas og The Lovin' Spoonful), The Factory og Count Five, som i sit hit »Psychotic Reaction« havde beskrevet den psychedeliske oplevelse.
Men myndighederne fik snart et godt øje til disse koncerter, og The L. A. Free Press kunne bringe billeder af politivold.
Der var især uroligheder omkring klubben »Pandoras Box«, som lå hvor Crescent Heights Boulevard, Sunset Strip og Laurel Canyon Boulevard mødes neden for Laure! Canyon-højderne.
Zappa beskriver begivenhederne på den 2. LP, »Absolutely Free« i »Plastic People«: »I hear the sound of marching feet down Sunset Boulevard to Crescent Heights – and there, at Pandoras Box we are confronted with a vast quantity of plastic people ... Paint the day and walk around, watch the Nazis run your town, then go home and check yourself, you think we're singing about someone else, but you're plastic people – oh baby, now you're such a drag.«
Men scenen ændrede sig. Der var ingen samling på protestbevægelsen mod den politisk/seksuelle undertrykkelse, selvom adskillige forsøg blev gjort.
Vito rejste til Europa – og der blev mindre og mindre arbejde for grupperne – også for M.O.I.
Den 7. oktober offentliggjorde Carl Franzoni – der kaldte sig selv en »Mother« – et angreb på brugen af LSD i L.A. Free Press (som var USA's første undergrundsavis). Ugen efter svarede Zappa, at Franzoni ikke var medlem af M.O.I., men at gruppen iøvrigt gav ham ret. Han skrev bl.a.: »Vi forkaster enhver animalsk/mineralsk/vegetabilsk/syntetisk substans, middel og/eller fremgangsmåde, som tjener til at reducere krop og sjæl til en tilstand af underbevidsthed eller ufølsomhed.« Han skrev videre, at man snyder sig selv, hvis man tror, at kunstige midler kan andet end give en kortvarig følelse af at være høj.
Ikke mindst i Europa forestillede køberne af »Freak Out« sig, at disse Mothers måtte være verdens største syrehoveder, men i virkeligheden havde Zappa højst prøvet at ryge Marihuana et par gange – uden effekt. Han fyrede Henry Vestine fra bandet på grund af indtagelse af stoffer. Suzy Creamcheese fortæller til forfatteren af »No Commercial Potential«, David Walley, at Zappa i virkeligheden troede, at folk blev junkier af at ryge hash; »Frank var naiv i sit forhold til stoffer ....«
Han ønskede at være helt klar og hans musikere var altid bange for, at han skulle opdage, at de røg ind imellem – og at han skulle konfiskere ingredienserne.
Lenny Bruce døde den 3. august 1966 og Zappa og Suzy Creamcheese, der boede i samme hus, var med til begravelsen. Bruce og M.O.I. havde kort før delt plakaten på Fillmore West i San Francisco og det var hans sidste optræden. Zappa har udgivet de sidste optagelser med Bruce – et par måneder før Fillmore – på LP'en »The Berkeley Concerts« (Bizarre/Reprise 6329 – i Europa udgivet på Transatlantic TRA 195 – dobb. LP).
Sidst på året tog Zappa imod et tilbud fra The Garrick Theatre i Greenwich Village i New York, og han regnede med, at M.O.I. kunne have job der i det mindste til nytår. De blev der hele 1967.
Suzy Creamcheese – Pamela Zarubica – rejste til Europa og på »Absolutely Free« (indsp. nov. 1966 og udsendt maj 1967) synger Mothers om hendes forventede hjemkomst i »The Return of Suzy Creamcheese«.
Musik uden grænser – da Danmark begyndte at flippe ud
Nogen vil måske huske Carsten Grolin's ugentlige side »Folk Beat Jazz« i »Ekstrabladet«. Den 28. april 1967 præsenterede han en række nye amerikanske grupper under overskriften »Musik uden grænser«. Det var formentlig den første større præsentation af Mothers, Fugs, Doors og Love i Danmark – denne artikels forfatter forlod i hvert fald samme dag hus og hjem for at erhverve et ekspl. af »Freak Out«, Det lykkedes i Magasin i Lyngby, hvor man ikke anede uråd ved synet af det farvestrålende cover – man langede det frejdigt over disken formeldeist kr. 39,50.
Grolin skrev bl.a.: »I det hele taget finder jeg Mothers of Invention mest tilfredsstillende af de to grupper (Mothers og Fugs) ..... løvrigt bruger Mothers of Invention med stor fornøjelse den trivielle amerikanske popsang til egne skumle formål.« Derefter følger nogle fortolkninger af forskellige numre, som stadig må stå helt for Grolin' s regning. Ører hører nu engang det, de vil høre .... og vi var unægtelig et par stykker, der var på kant med den Grolinske skrivemåde.
Men Danmark var sådan set rede til at flippe ud. Fra Storkespringvands-miljøet til det helt specielle danske hippiemiljø gik en helt naturlig linie med Steppeulvene og sangeren Eik Skaløe som midtpunkt. Danske pop-lyttere (man talte stadig om »pigtrådsmusik«) havde i det forløbne halve år været optaget af dannelsen af Exploding Mushrooms og Peter Belli og hans nye gruppe Seven Sounds – begge eksperimenter med fusioner af jazz og elektrisk musik. Spencer Davis, Chris Farlowe, Ravi Shankar, Georgie Fame, Otis Redding og et større soulshow – og psychedelia optog sindene. Ordet »psychedelic« blev brugt i flæng og ingen vidste rigtigt, hvad det betød. Det var måske noget med farver – måske noget med narkotika – måske noget med flower power – måske noget med lysshow. Som f.eks. på Bakken, hvor gruppen Beefeaters pludselig en dag i maj blev badet i farver, der eksploderede og løb ned ad væggen. »Nu bliver poppen også psycadelic« skrev Berlingeren og mente, at man i USA og England var utåleligt »square«, hvis man ikke var med på »psycadelic-holdet«. Skribenten beskrev effekten som »en ydre effekt, som gerne skulle slå indad« – og det var jo egentlig en helt god definition.
Den 30. april skrev Jørgen Kristiansen i »Pop-Nyt« i Berlingske: »Mothers of Invention og gruppens psychedelic-eksperimenter er absolut ikke letfordøjelige, men »Freak Out«-albummet er en plade, man har glæde af koncentreret at lytte til, fordi Mothers of Invention har prøvet at give musikken en dybde, en tredie dimension, hvor størstedelen af den almindelige beatmusik er flad og kantet.« Han skrev endelig, at pladen, som al god kunst, måske var forud for sin tid. I de følgende måneder blev plader med The Free Spirits (m. Larry Coryell). The Blues Project, Paul Butterfield Blues Band og Jefferson Airplane introduceret af de forskellige skribenter i Danmark – for manges vedkommende op mod et år efter deres udsendelse i USA. Flere af dem kunne heller ikke fås her – f.eks. blev en gruppe som Blues Project næppe nogensinde markedsført i Danmark.
Krigen mellem generationerne er i fuld gang
Jimi Hendrix kom den 21. maj og fik aviserne til at bruge udtryk som »elektronisk akrobatik« og »spil med hænder og fødder«. De amerikanske hippier – LSD-kulturen – San Francisco etc. dukkede op i danskerens bevidsthed via yderst seriøse artikler i alle aviser. I det hele taget blev der skrevet fantastisk meget om musik og ungdomskulturen – ofte flere sider hver dag i f.eks. »Ekstrabladet«. »Krigen mellem generationerne i fuld gang«, skrev Grolin i juli.
»Hash er det største puds, ungdommen nogensinde har spillet den ældre generation. Forsiderne bliver ryddet og de alvorlige miner kommer på, blot ordet bliver nævnt,« udtalte Eik Skaløe efter at popbladet »Børge« i en artikel havde afsløret, at der »stadig« blev røget hash i dansk pop .....
Beatles' »Sgt, Pepper« blev udsendt og var endnu en revolution. Den første »Love-in« inspireret af begivenhederne i San Francisco (hvor hippie-bevægelsen allerede sang på sidste vers) blev afholdt på Langelinie den 5. august. »Skyerne stod pil tuærs,« skrev Helle Hellmann i »Politiken« om denne første blomsterbarns-manifestation. Avisens fotos viser pæne, kortklippede unge mennesker på skovtur med lidt blomster, sjove hatte og »psychedelicbriller«. Men Steppeulvene spillede.
Og Pink Floyd kom og spillede i Star Club på Aboulevarden, og jeg glemmer det aldrig ......
Købte »The Piper At The Gates of Dawn« næste dag – i Magasin pil. Kgs. Nytorv, sjovt nok.
Prunes and vegetables
Men Frank Zappa kom – i første omgang på gennemrejse. Alle pop-, pigtråds- eller beatmusikere og -skribenter var af hus og bladene bugnede med interviews med selveste mr. Freak Out.
»Mennesker eksisterer som grøntsager – det er beklageligt, men hvis de tror, de skyder genvej til deres ønskemål ved hjælp af narkotika, vil de forblive grentsager.« – Sagde han til BT 18. august 1967.
Det var nok en overraskelse for mange – dels at han talte så meget om grøntsager – og dels, at han slet ikke var et udflippet syrehoved, men en yderst cool og nærværende herre, der faktisk tog afstand fra enhver form for stoffer. Han fortsatte til BT:
»De fleste unge aner ikke, hvad de taler om. De tror, de kan regere verden, fordi samfundet på grund af teenagernes købekraft har gjort dem til midtpunktet i det moderne samfund. Men de unge har slet ikke forstand på at styre det samfund, de hader. Tag nu f.eks. disse flower power-folk, der prædiker kærlighed. De tror, de løser verdens problemer ved at fortælle folk, at de skal elske på gaderne. Pladder. Det vil jo aldrig blive accepteret i noget samfund noget sted på jorden.«
Til »Ekstrabladet« sagde han, at den nye musiks salgssucces var en overraskelse for pladeselskaberne – »teenagerne er simpelthen år foran, hvad pladeselskaberne tror!« Han forudså, at flower-power bevægelsen ville blive kommercielt udnyttet og sagde endvidere, at han nødig ville se de unge i USA tage magten, idet han mente, at de kun spekulerede på at være høj hele tiden. »Mange af dem har ingen ide om, hvad der egentlig står i grundloven.«
»Jeg arbejder på linie med Edgar Varese, Stockhausen og de andre, og når poppublikummet synes, vi er langt ude, skyldes det simpelthen deres uvidenhed om moderne kontemporær musik. Herregud, i USA bruger de stadig Vareses plader som stereodemonstration og lydeffekt.« – Sagde han til, Berlingske og om love-ins: »Love-ins er udtryk for de seksuelle fordomme og skranker, som Amerikas ungdom for tiden forsøger at bryde igennem. Love-ins i Skandinavien turde være overflødige, "eftersom det, vi foretager os i USA må være børnehavesnak set fra denne side af kloden.«
Den 1. september 1967 kom han tilbage sammen med Mothers og gav koncert i Falkoner. Besætningen var: Roy Estrada (b, vo, mm.), Billy Mundi (dm, perc), Bunk Gardner (cl, s, obo), Jimmy Carl Black (dm, tp), Ray Collins (harm, vo), Don Preston (keyb, b, perc) og Zappa.
Der var ikke udelt begejstring over koncerten. Chaufføren, der skulle køre Mothers' anlæg fra Stockholm til København havde taget fejl af retningen og var på vej mod polarcirklen, hvorfor gruppen måtte spille på lånt udstyr. John Tchicai og Cadentia Nova Danica og Maxwells varmede op, og flere anmeldere mente, at Danmarks egen »psychedelic-gruppe« var meget bedre end hovednavnet. Maxwells' lysfolk badede Falkoner Centret i lys og farver og det var endnu noget ganske nyt.
Der blev ikke meget »freak out« ud af det – men da var det på den anden side også så meget at forlange næsten to år efter indspilningen af pladen. Det var givet, at gruppen var meget hæmmet ved ikke at have sit eget anlæg og sine egne instrumenter. Der blev talt meget om de to dukker – en sort og en hvid – som Zappa lagde i samleje-stilling på rampen. Det blev omtalt med en let gysen – ikke fordi man var forarget, men fordi man vidste, det var skrapt der ovre ..... – og The Mothers of Invention var allerede i gang med sit tredie album, da »Absolutely Free« blev udsendt her. Jeg kan huske, at Birger Jørgensen fortalte mig om det den dag Don Cherry og John Tchicai spillede »Symphony for Improvisers« på Charlottenborg. Det var den 28. august 1967.
Og forleden gav Mothers så fire koncerter i Falkoner. Udenfor kunne man købe »Frank Zappa halsdukar« – og inden for legede han gudhjælpemig stadig med dukker.
Read by OCR software. If you spot errors, let me know afka (at) afka.net