Koncerter
By Jens Jørn Gjedsted & Poul Erik Sørensen
FRANK ZAPPA & MOTHERS
Frank Zappa (g, vo), Napoleon Murphy Brock (s, vo, mm), Andre Lewis (keyb), Roy Estrada (b), Tony Bozio (dm).
Falkoner Teatret 29. marts, [ed. februar] 2. koncert.
»DANSKERNE er uvenlige« – »København er dødssyg« – var blandt de elskværdige bemærkninger, Frank Zappa havde til sit ophold her i marts. Han mente, at danskerne er sure, og det har han vist ikke helt uret i, men der var endnu større grund til at være sur efter at have hørt den hidtil ringeste Mothers-gruppe live. Hvis det var »verdens bedste trornmeslager«, som Zappa udtalte et sted, så er undertegnede Muhammed Ali. Mage til gumpetungt, usmidigt spil skal man lede længe efter. Andre Lewis og Napoleon Brock var også ganske ordinære musikere, og kun veteranen Roy Estrada og Zappa selv hævede sig over almindelighederne.
I 1967 var det frækt at lade en sort og en hvid dukke korpulere på rampen, men når Zappa i 1976 forventer at det danske publikum skal gyse over anale manipulationer med en tøjhund, må han selv bære en del af ansvaret for vores surhed. Endeløse historier om lavementer og lignende foreteelser, som muligvis stadig ophidser et amerikansk publikum, kunne højst fremtvinge en gaben her. Hvor man før kunne opleve helt anderledes spændende arrangementer – ikke mindst bygget op omkring det slagtøj, Zappa altid har arbejdet talentfuldt med – til tider genialt – kunne man nu højst hente lidt i hans egne soli, selv om de sandelig også ofte lignede tomgang.
Når man tænker på, hvad Zappa havde at byde på i slutningen af 60'erne, er hans program i dag pauver kost. Med de fire udsolgte koncerter er det næppe økonomiske problemer, som er årsag til, at han ikke mere har råd til at bemande et band med kompetente folk. jjg
FRANK ZAPPA & MOTHERS
Vejlby-Risskov Hallen 21/2-76
Den mere end 2 1/2 time lange koncert i Århus var næsten mere end Frank Zappa's talent kunne bære. Med sig havde han den mindste udgave af Mothers siden indspilningen af albummet »Freak Out«, og de fire musikere bag Zappa var alle nye på scenen på nær Roy Estrada (bs), men tydeligvis omhyggeligt udvalgt med en enkelt undtagelse. Saxofonisten og sangeren Napoleon Murphy Brock virkede nærmest- som pauseklovn; hans spil indskrænkede sig- til korte sekvenser, ofte aldrig helt gennemførte, da de for det meste blev hakket i stykker af hans atletiske spring rundt på scenen. Morsomt eller ej, det skal jeg ikke afgøre, men jeg vil have lov til at drage hans evner som saxofonist i tvivl, i det mindste indtil han viser sig noget bedre.
Det stramt strukturerede program var centreret omkring to solospots, hvor Zappa badet i blåt lys frembragte nogle futuristiske lyde på guitaren, iøvrigt uakkompagneret under den første solo, og det var under denne afdeling af koncerten, det gik op for mig, hvor dårlig en improvisatør Zappa egentlig er. Hans tilløb til improvisationer begrænser sig til rene figurløb af' en usammenhængende struktur. Jeg bebrejder ikke Zappa hans manglende evner til improvisation, men jeg finder det kedeligt, at en musiker, der nok skulle kende sine egne begrænsninger, i sit koncertprogram indlægger to solospots hver af et kvarters varighed uden at kunne udfylde disse konstruktivt.
Koncerten startede med Zappas lange puddelhistorie, så rigeligt illustreret af en hæslig blå tøjhund i overstørrelse. Publikum var tydeligt desorienteret, man lo af de obskøne kommentarer, men det havde ikke meget med musik at gøre. Man har hørt disse halvsjofle ting for ofte. Der kom først gang i tilskuerne og i koncerten, da de første strofer af » Dirty Love« blev slået an. På det tidspunkt var sløvheden dræbende, hvilket man hurtigt kunne mærke på publikum – der blev fyret ekstra kraftigt. Derefter var koncerten en intens oplevelse. Zappas dirigerede udvikling af det stramme program var et studie i præcision. Der blev dog levnet plads til en trommesolo af Terry Bozzio, der arbejdede utrolig hårdt under hele koncerten. Man mærker nok Zappas evne til at finde gode musikere.
Repertoiret var stykket sammen af gamle og nye numre, bizarre indfald og udstyrsnumre. De lumre udstyrsnumre ville uden tvivl have virket revolutionerende for 15 år siden, nu virkede fraserne og beretningen om den rødhårede dukke kun som fyld. Men alt dette fratrukket, så blev der en hel del god musik tilbage. Trods de stillestående sekvenser – Zappas musik er som helhed betragtet ikke særlig rytmisk idag – var det en koncert med bevægelse. Jeg tænker ikke her på Napoleon Murphy, han må tilhøre kategorien med puddelhunden og tøjdukken, men på tangentspilleren Andre Lewis, der med fede akkorder lagde god bund for Zappas spinkle guitarspil.
Paradoksalt nok var det de sidste 20 min. af koncerten, der viste Zappas format. De tre ekstranumre, »Camarillo Brillo«, »Dinah Moe Humm« og et'for mig ukendt instrumentalnummer, der umiddelbart lød som improvisation, var en fabelagtig god afslutning på koncerten, der med langsomme skridt slæbte sig afsted mod et taknemmeligt klimaks. Der kom i løbet af de afsluttende 20 min. en længe ventet fremdrift over musikerne. Roy Estrada, der leverede et upåklageligt basspil, kom i bevægelse, og bandet virkede for første gang under koncerten som et sådant. Det slog mig, da jeg forlod koncerten, at det var de 20 min., jeg havde ventet på under hele koncerten. Resten efterlod et mindre overbevisende indtryk af Mothers anno 1976. poul erik
Read by OCR software. If you spot errors, let me know afka (at) afka.net