Frank Zappa "Zappa in New York"
By Karsten Vogel
FRANK ZAPPA
Zappa in New York
2D 2290
»Zappa in New York« er et dobbelt live-album optaget ved flere koncerter i 1976, så helt ny er musikken altså ikke. Og af et dobbeltalbum til 99,00 kr. at være er det ualmindeligt, ja næsten uanstændigt kort i spilletid. Ca. 10 + 15 + 17 + 16 1/2 minuts musik.
Men så er det værste om disse plader også sagt. Også selv om man vel med rimelighed over for en så kritisk og satirisk person som Frank Zappa kan tillade sig at skrue den kritiske, satiriske og negativt søgende maske på lige fra starten.
»Zoot Allures« hed det foregående album fra Zappas hånd, og det efterlod et lidt træt indtryk. Der blev ikke spillet særlig godt på det, musikken var tung, og materialet ikke noget særligt. Med det i tankerne og med det i tankerne, at de sidste mange Zappa-plader ikke rigtig har tilføjet noget til hans musikalske verden, er det ikke med særlig forventningsfuldt sind, man sætter en ny Zappa-plade på. For hvad kan den egentlig indeholde? Ikke nogen nye veje, knap nok omkørsler, ingen skønne melodier, ingen hits i bedste forstand. Og så overrasker disse plader alligevel lidt – nemlig ved at gå tilbage! Men hvilken anden vej var der egentlig, når der ikke er nogen direkte vej frem? Og for mig er det absolut positivt, fordi netop de lidt ældre plader indeholdt den mest fremsynede musik. Det er især »Uncle Meat«-albummet, vi mindes om, og det er jo ikke det værste, vel?
Hentydninger og henvisninger til ældre Mothers-ting er der mange af, både i covernoterne (som er bemærkelsesværdigt sobre), i Zappas annonceringer og i musikken selv. »Big Leg Emma« er således et nummer de »opjørte regelmæssigt, da vi levede i New York og spillede på The Garrick Theatre i 1967.« Også lyden minder om det første »Freak Out«-album.
Af pladesættets 10 skæringer er de 4 vokale, men det er i de 6 instrumentale ting, vi hører den bedste musik. To stykker kunne let have været at finde på »Uncle Meat«: »I Promise Not To Come In Your Mouth« (! ), som er af usædvanlig skønhed, når man tænker på, hvem der står bag, og »Black Page + 2«, der forener besynderlighed med tilgængelighed. Men højdepunktet nås på det ene lange stykke, der optager side 4. Det er vel en tradition, at side 4 i et dobbeltalbum hos Zappa optages af et langt nummer. »King Kong« fra »Uncle Meat« er et uforglemmeligt højdepunkt i nyere elektrisk musik, men på denne »The Purple Lagoon« er vi under Mike Breckers Coltrane-inspirerede tenorsaxsolo godt deroppe ad. Det er simpelthen et af årets pladehøjdepunkter. Rytmegruppen er ikke lige verdens bedste, men de spiller en smidig og organisk 7/4-rytme, som giver det bedst tænkelige grundlag for denne rene jazzmusik. Og jo nærmere jazzen, jo bedre Zappa, vil jeg næsten sige. Selv lever han ikke op til sit engang så gode ry som guitarist, men der er andre fine instrumentalister på pladerne: Ruth Underwood, uden hvem Zappa vist fik svært ved at få sin musik realiseret, Randy Brecker, der som solist dog står noget i skyggen af sin bror, Eddie Jobson, der både høres på violin og keyboards.
Mindre satire, mere musik, mere varme – bedre Zappa.
Jeg skal altså lige hen og høre den der tenorsolo igen ..... kv
Read by OCR software. If you spot errors, let me know afka (at) afka.net